Låret mitt har pynta seg:
Og seriøst, jeg er så sinnssykt fornøyd. Jeg har hatt lyst på en enhjørning på låret i minst ett år nå, men jeg hadde ikke lyst på en helt vanlig generisk enhjørning á lá de første bildene som dukker opp når man googler "unicorn", liksom. Jeg ville ha en enhjørning som føltes som meg. Og Cesse på Blekk forstod meg virkelig, og lagde denne til meg, som for det første er mer geite- og hjorteaktig enn bare en hest med et horn i panna (med andre ord nærmere det jeg liker å tenke på som de opprinnelige, originale enhjørningene), og for det andre ikke bare er søt, men også litt skummel. Jeg ELSKER det krokete, nakne treet i bakgrunnen og halvmånen, og jeg ELSKER stalaktitthornet. Det ville føltes ironisk å tatovere en enhjørning, som for meg er sjølve symbolet på noe litt fremmed, magisk og unikt, uten noe videre særpreg, liksom.
Ellers er jeg i et skrivemessig, og dermed livsmessig, limbo for tida. Skriving har egentlig hele livet, men særlig de siste åra, blitt så tett forbundet med det som føles som livskrafta mi at det nesten er litt skremmende. Når ikke skrivinga går noen vei, står jeg fast generelt òg. Jeg har kommet til det punktet hvor jeg ikke kommer videre på egen hånd, men er redd for å sende det til en redaktør fordi det ville vært et så sinnssykt nederlag å få nei. Jeg har nesten litt for god tru på det nyeste prosjektet mitt, på en måte. Per akkurat nå klarer jeg ikke å se for meg at jeg noen gang kommer til å skrive noe som er bedre enn dette uten hjelp fra en skriveskole eller et forlag, det er liksom litt begrensa hvor mye jeg får til å utvikle meg uten noen som kan peile meg inn på rett kurs underveis. Noen ganger misunner jeg dem som er mindre ambisiøse enn det jeg er.
På mandag reiser jeg på en ørliten ferie. Vi snakkes en gang etter det.
Kære Kristine
SvarSlettJeg har lige skrevet en kommentar til dig, som blev slettet, fordi min telefon gik ned. Øv!
Det jeg ville skrive var, tillykke med din fine tatovering. Hun er da skøn! Og har et smukt, følsomt øje. Jeg kan godt forstå, du også er vild med træet og månen, og hendes gedefødder. Hun er forbundet til naturen.
Måske samler du? Jeg har en ven, som er billedkunstner. Han samler indtryk i lange perioder. Og arbejder ikke. Energien skal fortsættes i ham - og så maler han intenst i andre perioder.
Der er jo mange måder at gøre det på, og vi skaber alle på forskellige måder. Men fordi man har en stille periode, hvor der ikke sker noget i det ydre, så er det ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget inden i en. Man samler. Og bearbejder måske, ubevidst. Så det er muligt at skrive noget, der også har en objektivitet, så andre kan bruge det. Det har jeg lært af en forfatter engang. At man fx ikke kan skrive et digt midt i en forelskelse. Det blir alt for vildt og subjektivt. Og sentimentalt måske, fordi man er midt i sine følelser. De digte kan andre ikke bruge til noget. Man kan godt være vild, når man skriver, på liv og død nogen gange, men man må være på afstand af det, man skriver om. En manuskriptforfatter, Mogens Rukov, var den sejeste på Filmskolen i Dk, fortalte også om det. Og du, Kristine, ved det helt sikkert også.
Det er bare mig, der funderer højlydt her, om hvad der mon sker, i de perioder, hvor man samler.
Og jeg ved godt, nogle producerer store tekstmasser hver dag. Det fungerer for dem. Men vi er allesammen heldigvis forskellige. Jeg synes, det er så fedt, vi er det!
Jeg har selv en erfaring om, at hvis jeg presser mig til at skrive hver dag, kommer det jeg skriver om, mest fra mit sind. Mit evige diskuterende, fantaserende sind. Hvis jeg skriver sjældnere, når jeg dybere ned. Til sjælen. Eller hvad det nu er.
Ord er energi. Kraft. Og dig, som skriver så godt om Universet, ved det.
Jeg er sikker på, du finder ind til, hvad du skal gøre, lige når det er rigtigt for dig. Om det bliver at skrive til et forlag eller til en skole eller gå din egen vej, det ved kun du!
Men du er sej! Og kan godt, det hele!
God sommer. På den der fine ø.
Bedste hilsner til dig. Fra Laila
Du skriver alltid så mye fint og klokt, Laila! Dette du sier om samling har jeg tatt til meg, og jeg trur det er helt sant. Inntrykka må bearbeides før de kan bli til kunst. Og tusen takk!
SvarSlettTak Kristine. Det vigtigste er, at du måske kan bruge noget af det, jeg skriver til dig. For jeg ønsker dig alt godt!
SvarSlettJeg kan selv se, at jeg nogen gange skriver usammenhængende. Men jeg har sygdommen ME, og samtidigt en lillebitte telefon, jeg skriver fra. Og den kombi er speciel!
Fx skriver jeg her til dig, at man ikke kan skrive digte, når man er forelsket, og det er jo noget sludder. Men om det så giver mening for andre, er jo ikke noget sludder.
Det virker som om, du kan sorterer i det, jeg skriver, og det er godt.
I øvrigt kommer jeg til at tænke på al den auto fiktion der findes. Jeg tror i hvert fald, det hedder sådan? Hvor man skriver netop alt ned, helt i nuet. Også i forelskelser. Altså modsat de råd jeg har fået. Jeg tænker på Anais Nin, Henry Miller, Og i Danmark : Suzanne Brøgger og fx hendes bog: Ja.
Og sådan er det vel overalt i kunsten. Der findes stilarter og brud på alle disse overalt.
Det ligger i selve dens væsen.
Så jeg håber, du finder din helt egen vej. Og lytter til dig selv.
Kram i sommeren, Kristine. Og alt det bedste til dig!
/Fra Laila
Det er mange innganger, og mange måter å jobbe på. Noen ganger er det én metode som er riktig, andre ganger er det noe helt annet. Jeg er sjøl ganske inkonsekvent – på generell basis – og kanskje er det beste man kan gjøre til enhver tid, bare å tilpasse seg etter situasjonen man er i. Noen ganger er begrensninger det riktige, andre ganger frihet.
SvarSlettDu reflekterer så godt! Takk for at du så ofte kikker innom og deler tankene dine med meg.